Vinden kan have mange hastigheder.

Luften bevæger sig dog efter et konsekvent mønster på globalt plan. Den fungerer som en global airconditioner, og det er grunden til, at vi kan leve på Jorden.

I denne video ser vi på det, vi kalder den globale vindcirkulation. Den globale vindcirkulation får sin kraft fra to kilder:

varme og Jordens rotation.

Lad os se nærmere på varmen.

Solen sender konstant varmeenergi mod jorden i form af stråling. Energien er størst ved ækvator. Her er solens stråler mere koncentrerede end ved polerne. Det giver store temperaturforskelle, og den globale vindcirkulation bidrager til at udjævne disse forskelle.

På den måde fungerer det som et global airconditionanlæg.

Ved ækvator stiger varm luft op, og kold luft synker tættere på polerne. For at udjævne forskellen bevæger

den varme luft sig fra ækvator til polerne, og den kolde luft fra polerne til ækvator. Herfra gentages mønsteret. Det er det, der ville ske, hvis jorden ikke bevægede sig, og hvis der ikke var have, men det er naturligvis ikke så simpelt.

Når jorden roterer om sin egen akse, opstår Coriolis-effekten. Det er et meget kompliceret fænomen,

men det involverer Jordens rotation og det, at den er bredere ved ækvator, hvilket betyder, at luften skal bevæge sig længere her end ved polerne. Det betyder, at luften ikke bevæger sig direkte fra ækvator til polerne. Den luft, der blæser mod polerne, bevæger sig østpå, og luften, der returnerer til ækvator,

bevæger sig mod vest. Derfor bevæger luft sig i tre celler på både den nordlige og sydlige halvkugle

i stedet for at bevæge sig i ét stort cirkulerende mønster. Ét af de konsekvente vindmønstre,

vi ser på globalt plan, er jetstrømmene. Det er kraftige vestenvinde i omkring 11 kilometers højde.

Jetstrømmene kan spare flyrejsende tid, når de rejser fra USA til Europa.

Desuden har de stor indflydelse på vejret, fordi de er stærke nok til at flytte underliggende vejrsystemer.

Mønstrene for disse jetstrømme ændrer sig fra øst-vest til nord-syd. Modellen med tre celler kan også forklare, hvorfor nogle breddegrader har regnskove og andre har ørkener. Mellem cellerne har vi luft,

der enten stiger eller sinker og giver os vores klimazoner.

Hvor luften stiger, har vi mere nedbør. Derfor er der mange regnskove nær ækvator. Ørkenregioner er dog typisk placeret i områder, hvor luften falder og øger lufttrykket på overfladen med klar himmel og lidt nedbør til følge. Modellen er et forenklet teoretisk værktøj og er ikke perfekt. Modellen ser bort fra effekten af kontinenter, bjerge og havstrømme. Nu har vi lært det grundlæggende om globale vindmønstre.

I den næste video ser vi på nedbør og vejrfronter.