De fleste hydroniske anlæg i bygninger har variabelt flow. Her tilpasser pumpen sin ydelse til trykbehovet. Pumper med variabel hastighed kan betjenes i forskellige reguleringsformer.

Pumpens energiforbrug afhænger af, hvilken reguleringsform du vælger.

Lad os se på tre reguleringsformer med differenstryk med matchende kurver.

Så kan vi finde frem til den mest energieffektive. Der er konstant differenstrykregulering. Proportional differenstrykregulering med en "lineær" reguleringskurve. Og proportional differenstrykregulering med en "kvadratisk" reguleringskurve, der tilpasser sig anlæggets reelle trykbehov. Med en "kvadratisk" reguleringskurve er der ikke behov for at installere tryksensorer langt fra pumpen.

Her er pumpen designet til automatisk at justere hastigheden baseret på trykbehovet i anlægget, uanset flow. Pumpen beregner simpelthen trykbehovet, som er proportionalt med kvadratet af flowhastigheden, og justerer sin ydelse herefter. Resultatet er en optimeret pumpekurve, som gør differenstryksensorer overflødige.

Lad os hurtigt se på, hvordan de nævnte reguleringsformer anvendes i forskellige typer anlæg. Konstant differenstrykregulering anvendes i anlæg med variabelt flow, hvor trykbehovet er uændret, uanset flow. Dette er tilfældet i gulvvarmeanlæg, UFH, eller åbne anlæg med et ubetydeligt dynamisk tryktab.

Proportional differenstrykregulering anvendes i systemer med variabelt flow, hvor der er en sammenhæng mellem flow og trykbehov. Det er tilfældet i HVAC-anlæg med cirkulationspumper. Her kan både den lineære og den kvadratiske reguleringskurve anvendes. 

Proportional differenstrykregulering med en "kvadratisk" reguleringskurve er dog den mest energieffektive, da den tilpasser sig det reelle trykbehov selv uden brug af tryksensorer. Besparelserne er på mindst 15 %.