Den Grundfos-ejede vandbehandlingsvirksomhed Silhorko-Eurowater rebrandes nu som Grundfos. Dette markerer et afgørende skridt mod Grundfos’ ambition om at være førende inden for vandbehandling.

Silhorko-Eurowater er gennem sine knap 90 leveår blevet en førende aktør inden for vandbehandling i hele Europa. Vandbehandling, der sikrer vandkvaliteter til et hvert behov – om det er til brug i industriprocesser, til rent drikkevand og fødevareproduktion eller til de ultrahøje krav der stilles f.eks. i Power2X-anlæg. I Danmark er virksomheden kendt under navnet Silhorko – i udlandet under Eurowater.

I 2020 blev virksomheden opkøbt af Grundfos for at styrke koncernens markedsposition inden for vandbehandling. Nu tages skridtet videre med rebrandingen til Grundfos.

Det nu tidligere Silhorko-Eurowater bliver en del af det nyoprettede forretningsben Grundfos Water Treatment Europe, der også inkluderer Grundfos’ seneste opkøb; Culligans Commercial & Industrial-forretning i Italien, Frankrig og England. Med integrationen af de to virksomheder bliver Grundfos førende inden for vandbehandling i Europa. Det nye forretningsben har en samlet omsætning på 1,5 milliard kroner og 1000 specialister inden for vandbehandling.

Et vigtigt skridt mod at levere komplette vandbehandlingsløsninger

Ved at samle vores kompetencer i Grundfos Water Treatment Europe kan vi tilbyde endnu bedre løsninger til kunderne gennem forstærket know-how og et bredere sortiment af produkter og serviceydelser. Selvfølgelig med det samme fokus på kvalitet og tæt kundekontakt som vores virksomheder allerede i dag er kendt for,” fortæller Francesco Magri, der leder den europæiske vandbehandlingsforretning i Grundfos.

Integrationen underbygger Grundfos’ formål og strategiske ambitioner, forklarer Francesco Magri:

”Det er mere kritisk end nogensinde, at vi behandler, forbruger og genbruger vand med stor omtanke. Som en formålsdrevet virksomhed med en ambition om at skabe bæredygtige løsninger på verdens vand- og klimaudfordringer, er Grundfos’ nye forretningsben et vigtigt skridt på rejsen fra at være en førende pumpevirksomhed til også at kunne levere komplette, innovative vandbehandlingsløsninger.”

Grundfos har oprustet virksomhedens kompetencer inden for vandbehandling gennem de seneste år. Udover de to europæiske selskaber, der nu er integreret under Grundfos-navnet, har man siden 2020 også opkøbt de to amerikanske vandbehandlingsfirmaer, MECO og Water Works.

Grundfos’ opkøb indenfor vandbehandling
 

  • 2020: Silhorko-Eurowater

  • 2021: MECO

  • 2022: Water Works

  • 2024: Culligan C&I, Italy, France, UK

Pressekontakt

Mads Klougart Jakobsen

Tlf: (+45) 5234 2899
E-mail: mjakobsen@grundfos.com